Regler for spørgetid

Her finder du reglerne for byrådets spørgetid for borgere.

1. Forud for byrådets ordinære offentlige møder afholdes spørgetid for borgerne på indtil 30 minutter.

Byrådets møde begynder i alle tilfælde umiddelbart efter, at borgmesteren har erklæret spørgetiden for afsluttet. I forbindelse med offentliggørelsen af byrådets dagsorden oplyses det, hvilke spørgsmål, der vil blive besvaret i spørgetiden.

Spørgsmål fra byrådsmedlemmer besvares efter besvarelsen af spørgsmål fra øvrige borgere. Såfremt besvarelse af spørgsmål fra byrådsmedlemmer forventes ikke at kunne ske inden for spørgetidens 30 minutter, udsættes besvarelsen til næste ordinære byrådsmøde.

2. Spørgsmål skal stilles skriftligt i brev eller pr. e-mail og skal være Byrådssekretariatet i hænde senest onsdag kl. 10.00 12 dage inden mødets afholdelse. Spørgeren skal oplyse sit navn og sin adresse, og brevet eller e-mailen skal mærkes ”spørgetid”.

3. Borgmesteren drager omsorg for, at rettidigt indleverede spørgsmål bliver sendt til byrådsmedlemmerne sammen med dagsordenen for byrådets møde, jf. dog punkt 4.

4. Spørgsmålene, der skal vedrøre kommunale forhold, skal være korte og kunne oplæses af borgmesteren inden for 5 minutter.

Spørgsmål, der ikke skønnes at være af almen interesse, kan af borgmesteren henvises til besvarelse af den kommunale forvaltning.

 

Følgende spørgsmål skal afvises af borgmesteren:

a) Spørgsmål, der vedrører sager som er optaget på dagsordenen for det efter spørgetiden følgende byrådsmøde.

b) Spørgsmål der er en genfremsættelse af et spørgsmål, som er besvaret inden for de sidste 6 måneder.

c) Spørgsmål der indeholder angreb på borgere.

d) Spørgsmål hvis besvarelse indebærer, at fortrolige forhold røbes.

Borgmesteren drager omsorg for, at spørgeren får underretning om, at et spørgsmål er henvist til besvarelse af forvaltningen eller afvist.

5. Spørgsmål besvares af borgmesteren eller et af borgmesteren udpeget byrådsmedlem. Besvarelsen skal holdes inden for 5 minutter.

6. Efter en besvarelse i henhold til punkt 5 kan byrådets øvrige medlemmer begære ordet for at give supplerende svar eller kommentarer. Borgmesteren kan begrænse antallet af indlæg og varigheden af disse til 2 minutter.

7. Spørgetiden bortfalder i en periode på 3 måneder forud for kommunalvalg.

8. Borgmesteren leder spørgetiden og afgør tvivlsspørgsmål om dette reglement.

9. Reglementet træder i kraft straks, når det er vedtaget af byrådet.

Vedtaget af Randers Byråd på møde den 10. marts 2014.